Hos Hestekraft hjælper jeg børn, unge og voksne til en hverdag med større selvtillid, højere selvværd og bedre relationer.
Med hesten som samarbejdspartner finder vi ind til de ting, der begrænser dig i hverdagen, og træner de kompetencer og færdigheder, som skaber den udvikling, du ønsker.
Derved opnår du forståelse for, hvorfor du er, som du er, og du får værktøjer, der gør dig i stand til at lytte til dig selv, tage kontrol over dit liv og etablere stærke og velfungerende relationer til personerne i dit liv.
Hvad er rideterapi?
Rideterapi, hesteterapi, naturterapi, relationsterapi – kært barn har mange navne. Kernen i mit arbejde er psykoterapi og coaching, hvor hesten fungerer som samarbejds- og øvepartner.
Gennem hestens reaktioner og dit samspil med den arbejder vi kropsligt og psykologisk på et dybere plan, end det vil være muligt kun gennem samtale.
Derved opnår du et nyt og dybere indblik i din adfærd og reaktioner, vi bearbejder uhensigtsmæssige vaner og mønstre, og du lærer at mestre nye færdigheder, der giver dig en bedre hverdag med balance, selvtillid og gode relationer.
Forudgående kendskab til heste eller ridefærdigheder er ikke nødvendig.
Læs mere om rideterapi
Hvem er jeg?
Jeg, Pernille Lynderup Larsen, er rideterapeut og indehaver af Hestekraft. Jeg er uddannet i mesterlære hos psykolog Taja Frandsen, Center for Terapeutisk Ridning, og er uddannet certificeret hesteassisteret terapeut i USA. Jeg har desuden en række kurser og efteruddannelser inden for bl.a. dyreassisteret terapi, samarbejds- og kommunikationsstrategier og behandling af mentale og/eller følelsesmæssige problemstillinger ved hjælp af heste.
Læs mere om Pernille, Hestekraft og hestene